Den bedste strand på Koh Phangan // Best Beach on Koh Phangan, Thailand

Den bedste strand på Koh Phangan // Best Beach on Koh Phangan, Thailand

september 14, 2018 2 Af Malene

Koh Phangan er en af de øer, som er nem at falde for. En ø, der er tilpas uspoleret, laid back, hippi-charmerende og helt sin egen. Det på trods af den massive turisme i Thailand generelt.

Der er  et utal af strande på øen, så det er ikke en nem opgave at vælge den perfekte til din rejse i Thailand. Så hvilken strand på Koh Phangan skal man vælge og hvilken strand er bedst.

At finde den perfekte strand, er jo i høj grad en subjektiv oplevelse. Det afhænger af så mange ting, der skal gå op i en højere enhed. Rejsemakker, vejret, tidligere oplevelser, humøret osv.. Den perfekte strand for en børnefamilie er ikke nødvendigvis den perfekte strand for et par på bryllupsrejse.

For os var der dog klart et par strande, der skilte sig ud. Så her kommer mit bud på de tre bedste strand på Koh Phangan.

Nummer 1: Thong Nai Pan Yai

Stranden ligger i en smuk lille bugt på den østlige side af øen. I samme bugt ligger også Thong Nai Pan Noi, som er lidt mindre, men ellers minder de meget om hinanden. Bugten og de to strande er nærmest paradis-agtige smukke med lavt vand, palmetræer og kridhvidt sand.

Thong Nai Pan Noi og Thong Nai Pan Yai er nogle af de mere øde og uspolerede strande på Koh Phangan. Indtil for nyligt kunne man kun komme dertil med båd, men nu er der en fin vej.

Der ligger omkring ti overnatningssteder spredt ud langs stranden. De fleste steder er  små og hyggelige resorts med pools ned til stranden, små strandstole, som man kan flytte ned i sandet, og der er generelt en laid back backpacker-stemning. Klientellet er en god blanding af børnefamilier, unge og gamle. Stranden føles dog på ingen måder overrendt. Vi følte nærmest, at vi havde stranden for os selv og vi havde et fantastisk ophold på Thong Nai Pan Yai. Der ligger også en lille landsby oppe ved hovedvejen, hvor man finder små lokale restauranter, butikker og massagesteder.

Læs mere om oplevelser på Thong Nai Pan Yai.

Nummer 2: Bottle Beach

Denne strand ligger meget øde på Koh Phangan’s nordligste kyst. Man kan kun komme til stranden med båd. Vi lejede en long tail boat, der sejlede os fra Thong Nai Pan Yai til Bottle Beach.

Stranden er ikke særlig stor, men rigtig smuk med lavt vand. Rigtig mange bådetur sejler hertil på endags ture.

Nummer 3: Haad Rin – Full Moon party stranden

Den legendariske strand, der efter signende skulle være den smukkeste på øen, tiltrækker hver måned godt 30.000 unge mennesker, der danser og fester natten lang på stranden til Full Moon Party.  Og bevares, stranden er virkelig smuk. Men kridhvidt sand og Insta-venlige long tail boats, der ligger i vandkanten.

Dog skal man ikke forvente, at den er hverken børnevenlig eller strøet med grønne palmer. Er du til gengæld på jagt efter buckets, selvlysende t-shirts, plasticmøbler og høj musik, this is the place to be!