Dengang vi fandt paradis

Dengang vi fandt paradis

august 8, 2018 9 Af Malene

Kontrasten til vores tidligere destination var stor, da vi ankom til en lille bounty strand på Koh Phangans østkyst. Thong Nai Pan Noier den fineste lille bugt med en kridhvid sandstrand, lavt hav og små hyggelige hoteller og restauranter langs stranden. Palmetræer med kokosnødder og bananer står i det hvide sand. Bagved stranden strækker junglen og bjerge sig langt ind på den uberørte midterste del af øen. Absolut en af de smukkeste, bedste og mest børnevenlige strande på Koh Phangan.

Vi fik vores familiebungalow på Star Light Resort (det meste her nede hedder “resort” uden at være det) med det samme, tog badetøj på og hoppede i den lækre infinity pool, der var dejlig lun. Det føltes fantastisk.

Vi fandt hurtigt vores stamrestaurant lige ved siden af hotellet. Tjenerne var helt vilde med ungerne, og ungerne med dem. Der blev drillet, givet High five og kildet på maven hver dag.

Vi havde virkelig fundet et lille paradis her. Her var så dejligt stille og roligt på hotellet. Altid plads på solsengene, altid plads på stranden foran hotellet, så vi følte, at vi havde stranden for os selv og altid masser af plads i poolen. Super venligt personale og receptionist.

Vi havde stort set ikke sko på fødderne i de seks dage, vi boede der. Vi behøvede ikke at have sko på, for om morgenen kunne vi gå ud af vores bungalow, tilbagelægge de 20 skridt ned til stranden, hoppe ned i sandet og gå de 10 skridt hen til restauranten. Der er noget helt fantastisk ved at spise morgenmad 10 meter fra havet med tæerne begravet i sandet. Watermelon shake, yoghurt med frugt, bacon og sort kaffe var en fast del af morgenmaden.

Efter maden gik vi som regel en tur på stranden. Henne i den ene ende var der sat nogle store trægynger op, som ungerne ofte gerne ville prøve. Der var et par meter mellem gyngerne, og Milas kunne simpelthen ikke forstå, hvorfor jeg ikke kunne stå midt mellem gyngerne og gynge begge børn, for det kunne de i hans vuggestue! Jeg forklarede, at gyngerne nok stod tætter på hinanden i vuggestuen, så pædagogerne bedre kunne nå. Hvortil han svarede, at i hans vuggestue har de altså meget lange arme, og at Jette og Shermin i vuggestuen derfor også ville kunne nå her! Filippa spurgte mig, om jeg også ville få så lange arme, når jeg bliver ældre.

Dagene blev tilbragt ved poolen, med leg på stranden og dejlige middagen på stamrestauranten i sandet, mens solen gik ned og de kulørte lamper i træet over os tændtes.

Det var nogle helt fantastiske dage, hvor vi virkelig kom ned i gear og nød roen.

En kikset bådtur

Filippa og Milas havde plaget om en bådtur lige siden vi ankom til øerne hernede sydpå. Ud for hver strand lå nemlig masse af de såkaldte long boats, der både bliver brugt til at fiske fra, som vandtaxa mellem bugterne og til bådture. Egentligt var det jo selve turen i båden, vi gerne ville opleve, mere end destinationen. Så vi spurgte en bådmand på stranden, hvad han skulle have for at sejle os til en af de nærmeste og flotteste strande Bottle Beach. Vi aftalte, at han så skulle vente på os i en til to timer, mens vi fik en is og badede på stranden, og derefter sejle os hjem igen. Og ungerne var vilde med det! De sang, jublede og fortalte hele vejen i båden. Bottle Beach var rigtig flot og vi fandt hurtigt en restaurant, hvor vi kunne få en is. Desværre fik Filippa dårlig mave, så vi tilbragte det meste af tiden på toilettet, inden vi sejlede hjem til vores eget lille paradis igen. Men en god bådtur fik vi da.

Lille lokal landsby

Lige bag ved stranden og en fem minutters gåtur fra vores bungalow lå den lille, hyggelige og meget lokale landsby Ban Thong Nai Pan Noi. Turismen har endnu ikke gjort sit indtog i byen, så den virkede på mange måder autentisk. På sin morgenløbetur gennem byen mødte man den ældre kone, der, klædt i mangefarvede tørklæder og kjoler, var på vej til hønsehuset efter æg, den ældre mand der gennede hønsene ud af hønsehuset og den lokale frugthandler, der tidligt om morgenen fik bragt frisk frugt ind fra indlandet. Det er præcis sådan en lille landsby, der stadig føles ægte og autentisk. Hvor man får et måltid mad på det lokale madmarked til 20 kr., og hvor hverdagen går sin gang i langsomt tempo.

I går rejste vi videre fra vores lille paradis. Vi er begge enige om, at vi det indtil videre er vores absolut favoritdestination, som jeg vil anbefale alle, der rejser til Thailand, at lægge vejen forbi.