Farverige og forvirrende Chiang Mai // De første dage i Thailand

Farverige og forvirrende Chiang Mai // De første dage i Thailand

juli 25, 2018 1 Af Malene

Så ankom vi endelig mandag morgen lokal tid til Chiang Mai i Thailand. Første destination og en by, som både Dennis og jeg har set frem til at gense i mange år. Eller se, må jeg hellere skrive. For da vi var her i 2006, var byen oversvømmet og alle markeder og butikker lukkede.

Ingen af os husker særlig meget fra besøget i byen og kan ikke genkende de mange smukke templer. Jeg tror, at vi var tempel-mættet, eftersom vi kom direkte fra en måneds rejse i Kina. Og hvad kan hamle op med sommerpaladset, den Forbudte By og den Kinesiske Mur.

Gensynsglæde med Thailand er dog stor for os begge. Vi har virkelig en forkærlighed for Asien. Og det var nostalgisk at stå ud af flyet og blive ramt af den varme og fugtige tropeluft, den sødelige duft, de mange karakteristiske lyde og dyt fra Tuktuk’er, motor bikes og minibusser. Thailændere, der lever livet på gaden, hænger ud i de små madboder og tager en lur i deres Tuktuk.

Vi tog en taxa ind til Chiang Mai, hvor vi fik os installeret på det hyggelige guest house Rich Lanna House. Det ligger i den gamle bydel inden for bymuren, har kun 14 værelser, en lille pool og et meget venlig personale. Klart en anbefaling herfra.

I går var vores første hele dag i byen. Vi spiste morgenmad i den lille hyggelige morgenmadscafe på hotellet. Her kan man sidde og kigge ud på gaden og voldgraven rundt om den gamle bydel. Ungerne nød at sidde og tælle motor bikes, tuktuk’er og “røde brandbiler” (røde taxaer med lad). Maden var ok og kaffen heldigvis stærk! Tiltrængt med meget lidt og dårlig søvn den første nat hernede.

Formiddagen brugte vi på at se på templer. Vi nåede fordi det smukke Wat Phra Singj og det gamle Wat Chedi Luang. Især det sidste var en smuk oplevelse med en gammel ruin tilknyttet. Ungerne synes heldigvis, at det var sjovt at se templerne (indtil de begge gled på de glatte sten og Filippas kjole blev helt beskidt. Og hvem gider se på tempel med en beskidt kjole!?). De elsker heldigvis, når der sker noget og vil hele tiden ud at køre i Tuktuk og de røde brandbiler. Man skal lige vænne sig til, at de bare sidder uden sele eller barnesæder her. Men så er det jo godt, at trafikken er så easy going 😂

Eftermiddagen tilbragte vi i hotellets lille hyggeligt pool, hvor ungerne hurtigt blev fortrolige med vandet og pladskede rundt. Lige indtil en gigantisk byge ramte os. Sådan er det jo her. Sol det ene øjeblik, skybrud det næste. Heldigvis er det aldrig koldt.

Om aftenen tog vi en tur på Night Bazaar. Vi blev selvfølgelig kørt til en forkert natbazaar end den vi bad om (ikke første gang at det sker, haha), men hyggeligt var det, og ungerne fik købt er par småting med hjem. Filippa proppede sig med hele rejer med skal på og Milas med fisk og ris.

Det er meget nemt at komme i snak med de lokale. De er helt vilde med ungerne, som hele tiden bliver vinket til, snakket til, klappet på maven og håret. Især Milas er meget populær og de første kinesere har også allerede taget billeder af dem. Heldigvis tager ungerne det pænt og siger ikke rigtig noget til det.

Aftenens putning var ikke for satte sjæle. Milas’ trak ud i flere timer. Men med de mange indtryk, is og ødelagt døgnrytme, må vi finde overskuddet og den store ja-hat frem.

Hvad vi skal lave i dag og de næste par dage, ved vi ikke endnu, men vi regner med at vi fredag den 27. Juli rejser videre.