Rejseguide: 3 (børnevenlige) oplevelser på Kreta

Rejseguide: 3 (børnevenlige) oplevelser på Kreta

juni 26, 2018 0 Af Malene

Vi har efterhånden været på Kreta 6 gange, og vi synes, at det er en fantastisk ø. Alle vores rejser til øen har været charterrejser med indlogering på et rejsebureauhotel med all inklusive, pool, legeplads og strand.

I sommeren 2017 var vi på Kreta to gange, både i juni og i august. Junirejsen var en spontan beslutning og en ekstra lille ferie, som derfor skulle være rimelig billig. Vi bookede os ind med Tui på Kastalia Village , der ligger på vestkreta i området Kolimbari.

Hotellet er super hyggeligt. Ikke så stort og med to små poolområder, bar og en lille legeplads. Det ligger ude midt i ingenting. Seriøst. Ved siden af hotellet ligger en lille autentisk købmand, hvor en ældre ikke-engelsktalende mand og hans endnu-mindre-engelsktalende kone sælger brød, appelsiner og hvad de ellers lige har i butikken den dag. Super hyggeligt.

Da hotellet ligger langt fra alt – og vejret ikke viste sig fra sin bedste side alle dage, valgte vi at leje en bil i fire dage. Og det viste sig at være en god beslutning, for vi fik virkelig set øen som aldrig før.

Her er vores Top 3 af børnevenlige oplevelser på Kreta:

1. Elafonissi Beach

Elafonissi Beach er efter sigende Kretas smukkeste strand. Den ligger i Kretas sydvestlige hjørne. Det tog en time at køre derned fra hotellet. En time gennem smukke bjerge, olivenlunde og appelsinplantager. Vi holdt pause i en af de små flotte landsbyer i bjergene, da det var en lang og snørklet vej at køre for ungerne.

Selve stranden er meget smuk og børnevenlig med lyserødt sand. Absolut et besøg og køreturen værd.

2. Olivenlund – Olive Tree Museum of Vouves

En af dagene kørte vi ud for at finde nogle olivenplantager, hvor vi kunne købe olivenolie med hjem. Vi fandt denne smukke plantage i Vouves, kun en halv times kørsel fra hotellet. Vi var ikke inde på selve museet, men rundt i plantagen som er rigtig hyggelig. Foran museet står et gammelt hult oliventræ, der siges at være over 2000 år gammelt. Der er også en hyggelig café, der sælger mad og is.

3. Gamle landsbyer i bjergene

Brug en halv dag på at udforske de små landsbyer i bjergene på det vestlige Kreta. Vi kom igennem Nochia, Gerakiana og Kera, men der er så mange små landsbyer med smukke udkigspunkter og hyggelige lokale kaffebarer og cafeer. Vi blev ved til ungerne ikke gad mere, og vendte så hjem til badning i hotellets pool.

Hovedbyen på Kreta, Chania, er absolut også er besøg værd. Søg væk fra havneområdet og udforsk de små gader og restauranter for at undgå for mange turister.